|
|
|
| Du er her:Forside, Kollegier, Bikuben Kollegiet Ørestad |
|
Bikuben Kollegiet i Ørestad Kollegiefonden Bikubens kollegium i Ørestad var indflytningsklart i slutningen af august 2006. Kollegiet er beliggende på en hjørnegrund ved Amager Fælledvej/Njalsgade ved siden af Københavns Universitet på Amager. Der er 96 1-værelses og 4 2-værelses boliger med bad og tekøkken, 3 handicapboliger samt 4 2-plans familieboliger. 10 boliger er møblerede og forbeholdt udenlandske studerende.
Herudover rummer kollegiet en mængde fællesfaciliteter såsom motionsrum, vaskeri, gruppeværelse og lounge samt terrasser og en festsal. Der er fælleskøkkener og opholdsrum på hver af de seks etager samt et depotrum til hver bolig. I kælderen er mulighed for parkering.
Kollegiefonden Bikuben har engageret kunstneren Viera Collaro til at udføre en meget spændende og omfattende lysinstallation, som præger adgangsforholdene til Bikuben Kollegiet i Ørestad.
Det nyeste Bikuben Kollegie er resultatet af en international arkitektkonkurrence og er tegnet af den århusianske tegnestue A.A.R.T. Det er blevet et arkitektonisk markant og nytænkende byggeri, som imødekommer nye tilgange til fremtidens kollegiebyggeri.
Bikuben Kollegiet i Ørestad er et privat kollegium, hvor man kun kan bo under uddannelse. Prisen starter ved 2.985 kr. pr. måned for den mindste lejlighedstype. Den største lejlighedstype er en familiebolig, som koster 6.544 kr. i leje pr. måned ekskl. forbrug.
|
|
|
|